《그래, 우리는 이 땅을 사랑한다》(노르웨이어: Ja, vi elsker dette landet 야, 비 엘스케르 데테 라네트[*])는 노르웨이의 국가이다. 시인인 비에른스티에르네 비에른손이 작사, 리카르 노르도크가 작곡하였다.
노르웨이 왕실은 왕의 노래(Kongesangen)라는 국가를 사용한다. 보통은 1절과 7절, 8절만 부른다.
가사
원 노르웨이어 가사
현대 노르웨이어 가사
국제 음성 기호
Ja, vi elsker dette Landet, som det stiger frem furet, vejrbidt over Vandet med de tusind Hjem. Elsker, elsker det og tænker paa vor Far og Mor 𝄆 og den Saganat, som sænker Drømme paa vor Jord. 𝄇
Norske Mand i Hus og Hytte,
tak din store Gud!
landet vilde han beskytte,
skønt det mørkt saa ud.
Alt, hvad Fædrene har kjæmpet,
Mødrene har grædt,
𝄆 har den Herre stille læmpet,
saa vi vant vor Ret. 𝄇
Ja, vi elsker dette Landet,
som det stiger frem
furet, vejrbidt over Vandet
med de tusind Hjem.
Og som Fædres Kamp har hævet
det af Nød til Sejr,
𝄆 ogsaa vi, naar det blir krævet,
for dets Fred slaar Lejr. 𝄇
Vistnok var vi ikke mange;
men vi strak dog til,
da vi prøvdes nogle Gange,
og det stod paa Spil;
thi vi heller Landet brændte,
end det kom til Fald;
𝄆 husker bare, hvad som hændte
ned paa Fredrikshald! 𝄇
Haarde Tider har vi døjet,
blev tilsidst forstødt;
men i værste Nød blaaøjet
Frihed blev os født.
Det gav Faderkraft at bære
Hungersnød og Krig
𝄆 det gav Døden selv sin Ære –
og det gav Forlig. 𝄇
Fienden sit Vaaben kasted,
op Visiret foer,
vi med Undren mod ham hasted;
thi han var vor Bror.
Drevne frem paastand af Skammen
gik vi søderpaa;
𝄆 nu vi staar tre Brødre sammen
og skal saadan staa! 𝄇
Norske Mand i Hus og Hytte, tak din store Gud! landet vilde han beskytte, skønt det mørkt saa ud. Alt, hvad Fædrene har kjæmpet, Mødrene har grædt, 𝄆 har den Herre stille læmpet, saa vi vant vor Ret. 𝄇
Ja, vi elsker dette Landet, som det stiger frem furet, vejrbidt over Vandet med de tusind Hjem. Og som Fædres Kamp har hævet det af Nød til Sejr, ogsaa vi, naar det blir krævet, for dets Fred slaar Lejr. 𝄇[1]
Ja, vi elsker dette landet, som det stiger frem, furet, værbitt over vannet, med de tusen hjem, — elsker, elsker det og tenker på vår far og mor 𝄆 og den saganatt som senker drømme på vår jord. 𝄇
Norske mann i hus og hytte,
takk din store Gud!
Landet ville han beskytte,
skjønt det mørkt så ud.
Alt hvad fedrene har kjempet,
mødrene har grett,
𝄆 har den Herre stille lempet,
så vi vant vår rett. 𝄇
Ja, vi elsker dette landet,
som det stiger frem,
furet, værbitt over vannet,
med de tusen hjem.
Og som fedres kamp har hevet
det av nød til seir,
𝄆 også vi, når det blir krevet,
for dets fred slår leir. 𝄇
Visstnok var vi ikke mange,
men vi strakk dog til,
da vi prøvdes noen gange,
og det stod på spill;
ti vi heller landet brente
enn det kom til fall;
𝄆 husker bare hva som hendte
ned på Fredrikshald! 𝄇
Hårde tider har vi døyet,
ble til sist forstøtt;
men i verste nød blåøyet
frihet ble oss født.
Det gav faderkraft å bære
hungersnød og krig,
𝄆 det gav døden selv sin ære —
og det gav forlik. 𝄇
Fienden sitt våpen kastet,
opp visiret fór,
vi med undren mot ham hastet,
ti han var vår bror.
Drevne frem på stand av skammen,
gikk vi søderpå;
𝄆 nå står vi tre brødre sammen,
og skal sådan stå! 𝄇
Norske mann i hus og hytte, takk din store Gud! Landet ville han beskytte, skjønt det mørkt så ut. Alt, hva fedrene har kjempet, mødrene har grett, 𝄆 har den Herre stille lempet, så vi vant vår rett. 𝄇
Ja, vi elsker dette landet, som det stiger frem, furet, værbitt over vannet, med de tusen hjem. Og som fedres kamp har hevet det av nød til seir, 𝄆 også vi, når det blir krevet, for dets fred slår leir. 𝄇[2]
↑Tekst, staving og punktsetting følger «Bjørnstjerne Bjørnson, Samlede verker, Bind IV» side 278-280, ISBN 82-05-23483-3, hvor språket er noe revidert fra Bjørnsons originale tekst.
